Grundejerforeningen Skovvangen
Grundejerforeningen Skovvangen
Referat fra ordinær generalforsamling i Grundejerforeningen Skovvangen, som fandt sted d. 10. maj 2025 på Pilegården, Lyngvej 127, 4560 Vig
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
Morten Falgaard Nielsen, Skovvangen 16, blev valgt.
Dirigenten konstaterede, at formalia var overholdt og generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
2. Beretning
Fælles for Grundejerforeningen Skovvangen/Pumpeinteressentskabet Skovvangen:
Vi har i 2024 haft veje og grøfter som vores hovedprioritet, hvor forhøjet vandstand og store nedbørsmængder fremover kommer til at fylde meget, f.eks. ifl. Kystplanlægger, der kortlægger risikoen i kystområderne frem til 2120, har i deres worst case en mulig stigning på op til 3 meter over de næste 100 år. Så slemt bliver det forhåbentlig ikke, men vandstanden vil stige, og derfor har vi fokus på dette, mens en mere langsigtet plan for grøfter/vandstand er endnu for tidligt.
Vi vil i 2025 påbegynde arbejdet med en langsigtet plan og bestyrelsen foreslår derfor, at vi fra 2025 afsætter 7.500 kr. til bestyrelseshonorar, da omfanget af møder har været stigende og fortsat vil stige, da vi bl.a. kommer til at samarbejde meget mere med de andre foreninger, som grænser op til os og dette forudsætter øget mødeaktivitet. Vores lokale entreprenør, Martin Jakobsen, var desværre syg i efteråret. Martin som bl.a. står for vores vej vedligeholdelse, skulle også varetage udvidelsen af grøften fra Skovvangen til Becks Vænge. Men sygdom gjorde at udvidelse af grøften blev udsat til 2025 ligesom vejene også har et efterslæb fra efteråret 2024.
Der har været afholdt 4 bestyrelsesmøder i 2024, som har været jævnligt fordelt over året. Bestyrelsen har i 2024 ud over vejene og grøfterne bl.a. beskæftiget sig med opfølgning fra generalforsamlinger samt de mere traditionelle arrangementer med rensning af strandareal og grøfter.
Grundejerforeningen har oplevet adskillige episoder med rotter. Skadedyrsbekæmpelsen har derfor været herude en del gange. De opfordrer medlemmerne til at sørge for, at deres skraldecontainere står, så de ikke kan vælte og rest- og madaffald spredes over hele området - et eldorado for rotter. Herudover er fodring af dådyr og fugle en rigtig dårlig ide, da foderet ender på jorden og hermed tiltrækker rotter.
Bestyrelsen har desuden opdelt sine ansvarsområder:
James Atkinson, formand: har kontakt til kommune og de andre naboforeninger vedr. grøfter med henblik på at følge udviklingen nøje og være på forkant med udviklingen og hvad der sker hos dem.
Merete Papapetros, næstformand: har ansvaret for veje og grøfter og holder et vågent øje med hele området. Bent Greniman, bestyrelsesmedlem: har ansvaret for hjertestarter, hjemmeside og referater for bestyrelsesmøder. Lars Bjerregaard, kasserer: har ansvaret for regnskab, opkrævninger, opdatering af medlemskartotek. Karin Eurén, sekretær: har ansvaret for arrangementer og udsendelse af invitationer m.m.
Af GDPR-hensyn og i forbindelse med at vi havde personlige medlemsoplysninger på hjemmesiden, har vi fjernet medlemsinfo fra hjemmesiden bl.a. telefon, e-mail m.m.
OBS: Vi skal gøre opmærksom på bestemmelserne fra vores vedtægter og servitutter, hvor der bl.a. står ved ombygning, tilbygning eller nybygning skal bestyrelsen informeres, inden opførelsen finder sted.
Specifikt for Grundejerforeningen Skovvangen:
Vi havde håbet på, at vi kunne se effekten af de nye tiltag med vejene i 2024 med skrabning og stenet grus, men det er udsat til 2025 på grund af sygdom for vores vejmand, Martin Jakobsen, som beskrevet ovenfor.
Vi har i 2025 oplevet de nye tiltag med skrabning og stenet grus og vi synes, at det tegner lovende, idet vi med egne øjne kunne se og mærke en forskel i forhold til tidligere. Vi mangler endnu at se den mere langsigtede virkning af tiltagene, men vi er rimelig fortrøstningsfulde og ser ingen grund til ikke at fortsætte med denne form for vejvedligeholdelse, hvor vi fortsat prioriterer grusveje, da vi lægger vægt på, at vi er et sommerhusområde og ikke et parcelhuskvarter, hvor asfalt typisk foretrækkes. Vi må dog også indstille os på, at der fortsat vil være færre bump på vejene også efter de nye tiltag, men det er måske meget godt, så farten holdes nede.
OBS: Vi opfordrer - endnu en gang - til at man holder øje med de huller, der opstår i vejen og sørger for, at der bliver smidt en skovlfuld grus i hullerne. Bunkerne til vej reparationerne er altid fyldte.
Hvis vi skal forbedre vejene markant, vil det kræve en større investering, der skal deles mellem alle 87 medlemmer. Vi indhentede i 2022 bl.a. et tilbud fra Danske Overfladebelægning, https://dob.dk/. Dengang lød tilbuddet på 80 kr. pr. m2inkl. klargøring og med vores kalkulation var det ca. 5.000 m2, der skulle belægges og det ville så koste ca. 400.000 kr., hvilket svarer til knap 6.000 kr. pr. medlem. Hvilket iflg. DOB er det halve pris ift. en asfaltbelægning. Hertil skal tillægges løbende vedligeholdelse.
Vi mente dengang og mener fortsat, at det er for mange penge at bruge på vores veje, selvom det selvfølgelig vil give et betydeligt løft.
Under Pumpeinteressentskabet blev der drøftet en del om bestyrelsens rolle ved nybyggeri og tilbygninger. Susanne Amby mener, at bestyrelsen skal oplyse naboer om byggesager og at bestyrelsen skal tage denne rolle alvorligt herunder kontrollere og følge op på om byggeriet er lovligt. En grundejer mente, at bygherren skal fortælle om projektet til bestyrelsen allerede inden byggetilladelsen. Linda Leonhardt mente, at grundejeren selv skal informere de berørte naboer. I forbindelse med nybyggeri på Skovvangen 26 har kommunen lavet en nabohøring. Som følge af denne diskussion bliver der fremsat et forslag til en præcisering omkring ændringer i procedurerne til næste år, som vil blive fremlagt til næste års generalforsamling.
Og endelig var der en kort snak om vejbelægninger generelt.
Beretningen er godkendt.
3. Regnskab 2024 og Budgetforslag 2025
Regnskabet for 2024 udviser et resultat på -13.553 kr. (2023: +3.671 kr.).
Vores indestående i bank udgør 31. december 2024 82.424 kr. (2023: 71.123 kr.), foreningens formue udgør 55.549 kr. (2023: 69.103) og hensættelse til veje udgør 26.875 kr. (2023: 0,00 kr.).
Regnskab og budget blev godkendt.
4. Valg af formand og et bestyrelsesmedlem
Valg af formand for 2 år – James Atkinson, Becks Vænge 2, modtager genvalg.
Valg af bestyrelsesmedlem for 2 år – Bent Greniman, Skovvangen 44, modtager genvalg. Begge blev genvalgt.
5. Valg af to bestyrelsessuppleanter
Valg af to bestyrelsessuppleanter for 1 år:
Nuværende er: Joost Baar, Becks Vænge 19, som modtager genvalg og blev genvalgt.
og Susanne Amby, Skovvangen 36. som fratræder.
Linda Leonhardt, Skovvangen 6, blev valgt som ny suppleant.
6. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant
Valg af to revisorer for 1 år:
Nuværende er: Henning Pedersen, Becks Vænge 26, og Morten Falgaard Nielsen, Skovvangen 16, som begge modtager genvalg.
Valg af revisorsuppleant for 1 år:
Nuværende er: Helle Thybo Nielsen, Skovvangen 13, som modtager genvalg.
Alle tre blev genvalgt.
7. Indkomne forslag
7.1. Bestyrelseshonorar
Forslagsstiller: Bestyrelsen
Bestyrelsen foreslår, at der vedtages et honorar til bestyrelsesmedlemmerne.
Honoraret udgør 1.500 kr. til hvert bestyrelsesmedlem.
Da der er 5 bestyrelsesmedlemmer, giver dette et samlet bestyrelseshonorar på 7.500 kr.
Beløbet fordeles ligeligt mellem grundejerforeningen og pumpeinteressantskabet, dvs. 3.750 kr. til hver.
Bestyrelsen bruger løbende en del tid på møder, dels interne bestyrelsesmøder, men også eksterne møder, hvor især samarbejdet med de andre og nærliggende foreninger kræver en øget mødeaktivitet. Vi mener, at godtgørelsen er rimeligt og afspejler arbejdsindsatsen.
Forslaget blev ændret således, at "honorar" blev ændret til “godtgørelse”.
Forslaget blev herefter godkendt.
8. Eventuelt
Bent Greniman, som er med i repræsentantskabet for Andel, informerede om vores transformatorstation, som er placeret ved Ellinge Strandvej og som dækker 259 brugere i nærområdet.
Den har en kapacitet på 400 kVa. Højeste belastning var 7/1-2024 med 51 %.
Der er således rigelig plads til ekstra belastning f.eks i form af opladning til elbiler.
Hvis forbruget bliver højere end det den nuværende transformer kan klare, kommer Andel og sætter ny op.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Grundejerforeningen Skovvangen