Pumpeinteressentskabet Skovvangen
Referat fra den ordinære generalforsamling i Pumpeinteressentskabet Skovvangen, som fandt sted Lørdag d. 10. maj 2025 på Restaurant Pilegården, Lyngvej 127, 4560 Vig
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
Morten Falgaard Nielsen, Skovvangen 16, blev valgt som dirigent.
Dirigenten konstaterede, at formalia var overholdt og generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
2. Beretning
Fælles for Grundejerforeningen Skovvangen/Pumpeinteressentskabet Skovvangen:
Vi har i 2024 haft veje og grøfter som vores hovedprioritet, hvor forhøjet vandstand og store nedbørsmængder fremover kommer til at fylde meget, f.eks. ifl. Kystplanlægger, der kortlægger risikoen i kystområderne frem til 2120, har i deres worst case en mulig stigning på op til 3 meter over de næste 100 år. Så slemt bliver det forhåbentlig ikke, men vandstanden vil stige, og derfor har vi fokus på dette, mens en mere langsigtet plan for grøfter/vandstand er endnu for tidligt.
Vi vil i 2025 påbegynde arbejdet med en langsigtet plan og bestyrelsen foreslår derfor, at vi fra 2025 afsætter 7.500 kr. til bestyrelseshonorar, da omfanget af møder har været stigende og fortsat vil stige, da vi bl.a. kommer til at samarbejde meget mere med de andre foreninger, som grænser op til os og dette forudsætter øget mødeaktivitet. Vores lokale entreprenør, Martin Jakobsen, var desværre syg i efteråret. Martin som bl.a. står for vores vej vedligeholdelse, skulle også varetage udvidelsen af grøften fra Skovvangen til Becks Vænge. Men sygdom gjorde at udvidelse af grøften blev udsat til 2025 ligesom vejene også har et efterslæb fra efteråret 2024.
Der har været afholdt 4 bestyrelsesmøder i 2024, som har været jævnligt fordelt over året. Bestyrelsen har i 2024 ud over vejene og grøfterne bl.a. beskæftiget sig med opfølgning fra generalforsamlinger samt de mere traditionelle arrangementer med rensning af strandareal og grøfter.
Grundejerforeningen har oplevet adskillige episoder med rotter. Skadedyrsbekæmpelsen har derfor været herude en del gange. De opfordrer medlemmerne til at sørge for, at deres skraldecontainere står, så de ikke kan vælte og rest- og madaffald spredes over hele området - et eldorado for rotter. Herudover er fodring af dådyr og fugle en rigtig dårlig ide, da foderet ender på jorden og hermed tiltrækker rotter.
Bestyrelsen har desuden opdelt sine ansvarsområder:
James Atkinson, formand: har kontakt til kommune og de andre naboforeninger vedr. grøfter med henblik på at følge udviklingen nøje og være på forkant med udviklingen og hvad der sker hos dem.
Merete Papapetros, næstformand: har ansvaret for veje og grøfter og holder et vågent øje med hele området. Bent Greniman, bestyrelsesmedlem: har ansvaret for hjertestarter, hjemmeside og referater for bestyrelsesmøder. Lars Bjerregaard, kasserer: har ansvaret for regnskab, opkrævninger, opdatering af medlemskartotek. Karin Eurén, sekretær: har ansvaret for arrangementer og udsendelse af invitationer m.m.
Af GDPR-hensyn og i forbindelse med at vi havde personlige medlemsoplysninger på hjemmesiden, har vi fjernet medlemsinfo fra hjemmesiden bl.a. telefon, e-mail m.m.
OBS: Vi skal gøre opmærksom på bestemmelserne fra vores vedtægter og servitutter, hvor der bl.a. står ved ombygning, tilbygning eller nybygning skal bestyrelsen informeres, inden opførelsen finder sted.
Specifikt for Pumpeinteressentskabet Skovvangen:
I forbindelse med udvidelsen af grøften mod syd fra Skovvangen mod Becks Vænge afholdt Bent og Merete besigtigelse med de berørte på Becks Vænge 20 og 22 og udvidelsen blev godkendt af dem.
Desuden har vi arbejdet videre med forundersøgelser med de andre foreninger, bl.a. via SAGT og havde et fællesmøde i august 2024, hvor Bent, Merete og James deltog. I denne forbindelse blev der godkendt et kommissorium for arbejdsgruppen om vandafledningsproblemer med Gærde Å, men da vi er passivt medlem og har pumper i forvejen, står vi udenfor denne arbejdsgruppe. Vi har desuden modtaget referat fra SAGT, hvor der er afsat 150.000 kr. til projektet til grundvandssænkning/afvanding.
Vi har holdt 1 grøftedag i 2024, der var den klassiske grøfterensning, der blev afholdt den 30. november 2024, som var senere end vanligt for bl.a. at være sikre på, at bladene var faldet af træerne.
Der blev talt en del om afvandingssystemet. Vandløbet under vejen Bechs Vænge propper til. Merete holder øje og kontakter Alex Slamsugning, hvis det bliver et problem. Grundejerne opfordres til at holde deres egen grøft vedlige. Helle Thybo Nielsen har stadig vandproblemer på grunden og efterlyser mere hjælp. Vi skal gøre opmærksom på, at vi ikke må ikke lave flere grøfter, og der er en dialog i gang med de nærliggende grundejerforeninger. Og endelig blev der drøftet lidt om dræn på egen grund.
Beretning blev godkendt.
3. Regnskab 2024 og Budgetforslag 2025
Regnskabet for 2024 viser et resultat på +19.531 kr. (2023: +31.653 kr.).
Vores indestående i bank udgør 31. december 2024 278.158 kr. (2023: 209.987 kr.), foreningens formue udgør 222.935 kr. (2023: 203.404) og hensættelsen til grøfter udgør 50.000 kr. (2023: 0,00 kr.).
Regnskab og budget blev godkendt.
4. Valg af formand og et bestyrelsesmedlem
Valg af formand for 2 år – James Atkinson, Becks Vænge 2, modtager genvalg.
Valg af bestyrelsesmedlem for 2 år – Bent Greniman, Skovvangen 44, modtager genvalg. Begge blev genvalgt.
5. Valg af to bestyrelsessuppleanter
Valg af to bestyrelsessuppleanter for 1 år:
Nuværende er: Joost Baar, Becks Vænge 19, som modtager genvalg og blev genvalgt. og Susanne Amby, Skovvangen 36. som fratræder.
Linda Leonhardt, Skovvangen 6, blev valgt som ny suppleant.
6. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant
Valg af to revisorer for 1 år:
Nuværende er: Henning Pedersen, Becks Vænge 26, og Morten Falgaard Nielsen, Skovvangen 16, som begge modtager genvalg.
Valg af revisorsuppleant for 1 år:
Nuværende er: Helle Thybo Nielsen, Skovvangen 13, som modtager genvalg.
Alle tre blev genvalgt.
7. Indkomne forslag
7.1. Bestyrelseshonorar
Forslagsstiller: Bestyrelsen
Bestyrelsen foreslår, at der vedtages et honorar til bestyrelsesmedlemmerne.
Honoraret udgør 1.500 kr. til hvert bestyrelsesmedlem.
Da der er 5 bestyrelsesmedlemmer, giver dette et samlet bestyrelseshonorar på 7.500 kr.
Beløbet fordeles ligeligt mellem grundejerforeningen og pumpeinteressantskabet, dvs. 3.750 kr. til hver.
Bestyrelsen bruger løbende en del tid på møder, dels interne bestyrelsesmøder, men også eksterne møder, hvor især samarbejdet med de andre og nærliggende foreninger kræver en øget mødeaktivitet. Vi mener, at honoraret er rimeligt og afspejler arbejdsindsatsen.
Forslaget blev ændret således at "honorar" blev ændret til “godtgørelse”.
Forslaget blev herefter godkendt.
8. Eventuelt
Der var intet under dette punkt.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Pumpeinteressentskabet Skovvangen